02. December 2009 12:45:44
Tag det nye julefrokosttog
DSB tager god idé op
Efter mange års trængsler lysner det efterhånden for de sjællandske togpendlere. Nye spor er med til at gøre rejsetiden kortere, der bygges en helt ny genvejs-jernbane over Køge, og de længe ventede nye tog er ved at blive sat ind.
- Der er stadig lang vej, men målet er klart: De sjællandske togpendlere skal betjenes af højklasset service, som understøtter udviklingen af Sjælland som et stort, samlet arbejdsmarked, siger Magnus Heunicke.
Men hvis man vil flytte bjerge, må man begynde med at flytte små sten. Derfor er Heunicke glad for, at vi har fået flyttet endnu en sten, der i december kan give bedre togservice til vores pendlere:
- Forleden var jeg til møde i DSB med trafikudvalget, og der bragte jeg en idé frem, som flere af mine medpendlere har efterspurgt: Hvorfor indfører DSB ikke særlige julefrokosttog, som det kendes fra busser og S-tog, der kan fragte de mange sjællandske pendlere hjem til provinsen efter julefrokosten på arbejdet i hovedstaden, fortæller Magnus Heunicke.
Han kender problemstillingen fra sig selv.
- Jeg har selv prøvet at stå på hovedbanegården omkring midnat og set det sidste tog køre af sted, og perronen var sort af mennesker, der ligesom havde måttet afbryde en hyggelig aften med gode kolleger for at forsøge at nå det sidste tog. Og jeg må sige, at DSB handlede hurtigt og lyttede til forslaget, for de tre sidste fredage før jul indsættes nu særtog fra Københavns Hovedbanegård til de store sjællandske stationer, siger han.
På sydbanen drejer det sig om en ekstraafgang natten efter fredag den 4., 11. og 18. december kl. 02.07 med ankomst i Næstved en times tid senere og på slutdestinationen Nykøbing F. kl. 04.07.
- Så til alle togpendlere, der ligesom jeg skal til julefrokost på arbejdet i København en fredag i december og gerne vil hjem igen med toget: Husk julefrokosttoget klokken 7 minutter over 2. Så er der både tid til sild, snaps og en sving-om med kollegerne, samtidig med, at man kan komme sikkert hjem med toget uden risiko for spritkørsel. Vi ses i julefrokosttoget!, lyder det fra Magnus Heunicke
|